AARHUS: Aarhus Kommune har indgået en aftale med Energiselskabet OK for de næste fire år på området for e-mobilitet. Det oplyser OK.
I rammeaftalen fremgår det, at OK skal stå for al etablering og administration for ladepunkter i form af ladestandere og ladebokse samt service, vedligehold, rådgivning, administration og refundering af afgifter.
"Valget af OK bunder blandt andet i, at OK's produkt har en høj driftssikkerhed. OK har også budt ind med en selvbetjeningsløsning, som tager udgangspunkt i Aarhus Kommunes behov, og som hjælper med administrationen af ladebrikker samt fakturering. Samtidig har Aarhus Kommune vægtet højt, at OK har en veletableret proces for bestilling og etablering af ladestandere," lyder det i begrundelsen fra Aarhus Kommune.
Ladepunkterne skal etableres på Aarhus Kommunes adresser i hele Aarhus Kommune, og i første omgang er der tale om cirka 500 ladestandere til opladning af kommunens biler inden for alle magistratsafdelinger. Det fortæller Kenneth Korsgaard, markedsdirektør i OK.
Tæt på medarbejderne
Aarhus' ambitioner på klimaområdet betyder blandt andet, at kommunens egen drift skal være CO2-neutral i 2030. Det betyder blandt andet, at kommunen skal omstille sin egen flåde af køretøjer til fossilfrie alternativer og dermed har brug for flere ladefaciliteter.
"Det er afgørende for den grønne omstilling af den kommunale bilpark, at laderne placeres så tæt på vores medarbejdere som muligt, så det ikke er mere besværligt at vælge en elbil end en af de konventionelle biler. Derfor er aftalen med OK vigtig," siger Nicolaj Bang, der er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Aftalen mellem OK og Aarhus Kommune træder i kraft 1. februar og gælder fire år frem med mulighed forlængelse.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.